Må man smile med tænderne?
SMIL!
Det absolut værste man kan blive bedt om, ikke bare hos fotografen men i det hele taget. Hvor mange jer kender ikke fornemmelsen, af at stå der med hele den pukkelryggede familie, nu skal juleportrættet hives i land. Bedstemor skal gøres glad, det må ikke fejle! Hun skal være mindst ligeså glad som sidste gang hun fik et fotografi i gave.
Som reklamefotograf laver jeg ikke privatfotografering dvs. familieportrætter og lignende, men i min optik er der ikke det store forskel. Vi er vel alle på den ene eller anden måde private, når vi står foran kameraet?
Hvordan skal man så smile?
Indrømmet, det hænder at jeg beder folk om at komme med “et bette’ smil her til sidst”, men det er først så langt inde i fotografering, at skuldrene er røget ned og den akavede situation for længt er blevet normalt. Jeg plejer at sige, hvis du tænker på noget godt, så smiler du. Hvis du smiler med tænder, så smiler du med tænderne blottede, men smiler du med lukket mund, så sørger dine øjne for rigeligt med smil – så ingen panik, hvis du ikke bryder dig om at vise tænder.
For et par uger siden fotograferede jeg en ung nyuddannet mand fra Aalborg Universitet. Han ville gerne have et godt billede til sin jobansøgning. Han var lidt i tvivl om hvordan han skulle smile “rigtigt”, og jeg bad ham derfor forestille sig at han lige havde fået sit drømmejob, lige præcis det job han under sit studie havde drømt om, kollegaerne var søde første dag, opgaverne var spændende osv. osv. Det kom der dette ægte smil ud af.
Det handler om kontakt til personen foran kameraet, om følelser, forståelse – ikke hvordan dine tænder ser ud, om du nu smiler “rigtigt” eller forkert. Det handler i alt sin enkelthed om at tænke på noget godt, og have det godt – med eller uden tænder!
Din mening om mit arbejde er vigtig, kom derfor endelig med ris, ros eller bare en hilsen.












